Tidevand
Tidevandet flytter dagligt 1 milliard m3 vand
Cirka to gange om dagen flyttes 1 milliard m3 vand frem og tilbage gennem de fire dyb, der forbinder Vadehavet med Nordsøen.
Tidevandet skyldes solen, månen og centrifugalkraften
Tidevandet skyldes månen, solen og centrifugalkraften. Månen og solen udøver en massetiltrækning på jorden. Centrifugalkraften skyldes at jorden og månen roterer om et fælles tyngdepunkt.
Disse kræfter kaldes tilsammen de tidevandsdannende kræfter.
Springflod og nipflod
Når solen og månens kræfter virker i samme retning opstår der springflod. Det sker omkring ny- og fuldmåne. Når solens og månens kræfter virker vinkeltret på hinanden, som ved halvmåne, får vi nipflod. Ved springflod opnås den største forskel mellem høj- og lavvande, og ved nipflod den mindste.
Der er to højvander og to lavvander på en tidevandscyklus
De tidevandsdannende kræfter er størst på den del af jorden som er tættest på månen og den del af jorden, der er længst væk fra månen. Der er altså højvande på jorden to steder på en gang.
Jorden tager 24 timer om at rotere omkring sig selv. Det betyder at der på en omgang er to højvander og to lavvander. Det burde betyde at der går nøjagtig 12 timer imellem hvert højvande. Men sådan er det ikke.
Der er ikke højvande og lavvande samme tid hver dag
Men månen står ikke stille. Den roterer også om sig selv. Fordi månen har flyttet sig lidt hver gang jorden har roteret en omgang kan højvandet ikke forekomme hver 12 time.
Det betyder at en cyklus på to højvander og to lavvander i stedet tager 24 timer og 50 minutter.
Derfor er der ikke højvande og lavvande på samme tid hver dag.
Hvor stor er forskellen på høj- og lavvande?
Den største tidevandsforskel i Danmark findes i Vadehavet. Ved Esbjerg er den cirka 1,4 meter og ved Havneby på Rømø er den cirka. 1,8 meter.


























